Det der med boligskat – det er skisme noget svært noget. Begreberne er forvirrende, og hvad betaler man egentlig? I denne artikel tager vi et kig på ejendomsværdiskat og ejendomsskat for at undersøge, om der egentlig er tale om det samme.

Ejendomsværdiskat og ejendomsskat – er dét det samme? Nej! Så enkelt kan det siges. Det lyder ens, men det er ikke ens. Vi dykker ned i begreberne hver for sig, så du kan få det forkromede overblik og forstå, hvad du betaler og ikke mindst hvem du betaler til.

Ejendomsværdiskat er en skat, du betaler til staten. Den beregnes på baggrund af værdien af din bolig og din grund, og det er Skat, der foretager vurderingerne – de går også under navnet offentlige vurderinger. Per 2020 betaler du én procent af værdien af din bolig op til 3.040.000 kr., mens alt hvad der overstiger det beløb, beskattes med tre procent. 

Ejendomsskat er en skat, du betaler til den kommune, du er bosiddende i. Den beregnes på baggrund af værdien af din grund, og af samme årsag går denne skat også under navnet grundskyld. Den enkelte komme kan selv bestemme skatteprocenten, og derfor varierer den fra kommune til kommune – dog skal den ligge mellem 1,6 % og 3,4 %.

Det er altså dyrt at være boligejer i Danmark.

Køb mindre, betal mindre

Det er jo egentlig ret enkelt, men jo mindre din bolig og din grund er værd, jo mindre skal du betale i skat. Der er altså al mulig god grund til ikke at købe dyrere eller større end højest nødvendigt – medmindre du ligefrem kan lide at betale skat.

Andre gode grunde til at købe så småt som muligt er, at du får flere penge til alt det, der er sjovt, og samtidig gør du noget godt for miljøet ved ikke at udlede al for meget CO2.